Monopoli

Monopoli ligger mellem Bari i nord og Brindisi i syd, ca. 50 km og ½ time med tog fra disse byer, som begge har en lufthavn. Monopoli ligger på hovedjernbanelinien fra Rom og Milano til Lecce i syd og kan altså nemt nås med offentlig transport. Man kan sagtens være der uden at have en bil.

Monopoli er en helt almindelig by med ca. 50.000 indbyggere, altså på størrelse med Roskilde, – den er ikke mondæn og gør ikke noget særligt væsen ud af sig selv, – derfor er den så forfriskende autentisk og ukrukket og har en venlig og smilende befolkning – og lave priser. Den gamle middelalderbydel, Centro Storico, hvor vores hus ligger, er charmerende med kringlede gader og krogede gyder, tætliggende smalle huse, blå og grønne skodder mod de hvidmalede vægge og vasketøj der blafrer i vinden. Der er masser af flotte gamle kirker og fine pladser med smukke gamle bygninger, en fin fiskerhavn og en dejlig lille badestrand tæt på huset. Caféer og restauranter en masse, med god kvalitet og meget rimelige priser. En kaffe (=espresso) koster f.eks. mellem 1 og 1,50 €, en cappuccino eller cafelatte lidt mere.  Et kilo superfriske blåmuslinger koster 2-3 €, og den lokale rødvin fås fra 2-3 € pr. liter på ”vin-tankstationen”, som ligger i gåafstand fra vores hus.

Går man gennem Centro Storico er man på 7 minutter ude af den gamle bydel og havner i den næste afdeling af byen, som er fra 1850’erne. Her er husene anderledes, større og med mere farve, og gaderne ligger i et net – som på Mahattan, og er alle ensrettede. Der er et væld af butikker, tøj- og skobutikker, bagere, slagtere, grønthandlere, delikatesseforretninger, fiskeforretninger og tabacchi’er, caféer og restauranter og masser af folk, trafik og hverdagsliv. Den store Piazza Vittorio Emanuele er en af Italiens største bypladser og ligger også lige uden for Centro Storico. Her ser man hver dag mellem kl. 18 og kl. 20 – og søndag før den store frokost – monopolitanerne gå tur  kaldet ”la passeggiata” – for at snakke med de andre og se og blive set! De gamle mænd spiller kort og skak og børnene spiller fodbold og leger, mens kvinderne ordner verdenssituationen. Nogle gange er her optræden, skøjtebane, karrusel, udstillinger, koncert eller hvad de lige finder på i byen.

Året igennem – ikke mindst i sommerhalvåret – er der ofte skønne koncerter i Monopoli’s mange gamle kirker.

Man kan leje både biler og cykler i byen, derudover er der busruter ind i landet og tog langs kysten til f.eks. den søde Poligniano, til Bari, Brindisi og den smukke barok-by Lecce.

Fotos af Monopoli